I dag oplevede jeg, da jeg sad stille og alene i toget (på vej hjem fra et dejligt besøg hos min bedste veninde) at jeg der midt i toget kunne sidde og mærke hele mig, min krop, mit sind og alle de følelser som flød igennem mig. Tankerne kræsede om, at mærke mig selv og mærke livet. Midt i det hele, der i stille zonen, slog det mig, at jeg ikke har haft det bedre, end jeg har det nu, i de sidste 15 år. Når jeg ser på denne rejse jeg er på med detox af mad, krop og sind, samt uddannelsen som holistisk coach og goal mapping instruktør, kan jeg godt fortryde, at jeg ikke begyndte noget før. Men havde jeg det virkelig så skidt før eller hvordan hænger det sammen?

 

På en skala for 1-10, over hvor godt man kan have det, vil jeg nok sige at på billedet herunder til venstre, som er taget for 15 år siden, ville jeg på det tidspunkt beskrive mit liv som en 8ér, og nu i dag, mens jeg sad der i toget og kiggede tilbage på de år af mit liv, indså jeg at min skala var i ubalance eller måske i stykker. Det, som jeg dengang ville kalde en 8ér, ville have svært ved at nå op på en 3ér på min skala i dag.

I alle de år hvor jeg kæmpede med overvægt, stress og en grundlæggende utilpashed, vidste jeg ikke, at jeg kunne have det bedre. Jeg havde det dårligt, var konstant træt og følte mig altid bagefter, men jeg troede virkelig, at det var sådan man havde det.

 

For mig at se, handler det meget om, at vi har en fantastisk evne til at tilpasse os. At vores krop og psyke er indrettet til netop at tilpasse nye tilstande, vi vænner os simpelthen langsom til at vores krop og psyke ændre sig. I mit tilfælde gik det ned ad bakke i mange år, ganske langsomt, så jeg tilpassede mig stille og roligt, mens jeg fik det værre og værre.

Nu hvor jeg ser på billedet fra dengang, kan jeg slet ikke forstå, at jeg dengang ikke kunne mærke, at det gik den gale vej. Men små, gradvise forandringer er med til, at vi vænner os til den nye tilstand, også selvom den er dårlig for os.

 Pas godt på dig

 

I kærlighed

Betina